Trøsten lyder: "Tiden heler alle sår."
Men bliver bjerge ikke kløvet imens tiden går?
Hvordan kan smerten lette for hver gang hjertet slår,
når du I dets blødende banken kan høre dit banesår?


Hvorfor har du endnu ikke din lektie lært?
Du vil altid ende med at miste og begræde det du har kært.
For du har bekæmpet ensomheden med et tveægget sværd,
og kærlighedens konsekvenser er sjældent besværet værd.


Grænsen mellem glæde og sorg synes være hårfin,
du kan aldrig vide hvornår flygtige tårer igen vil salte din kind.
Et bittert og endegyldigt ekko lyder dybt i dit sind:
"Jeg vil aldrig lukke flere ind."